Fødselsdag:
Vi fejrer gerne jeres barns fødselsdag i institutionen. Her aftaler I med personalet på stuen, hvornår, hvad og hvor meget der medbringes. Det fødselsdagsbarnet uddeler betragtes om en ”dessert”.
I børnehaven holdes fødselsdagen oftest i forlængelse af madpakker til middag.
I vuggestuen holdes fødselsdagen oftest i forlængelse af formiddagsmaden.
Vi har besluttet at man i institutionen ikke må dele fødselsdagsinvitationer ud i forbindelse med private fødselsdage. Vi vægter fællesskabet højt og vil gerne undgå, at nogle børn føler sig holdt ude.
Traditioner:
Vi holder fastelavn, hvor vi i ugen op til fastelavn, har et ”åbent” værksted, hvor børnene får mulighed for at klippe og klistre pynt til deres fastelavnsris. Det er meget forskelligt hvor fyldt fastelavnsrisene bliver. På selve dagen klæder alle sig ud. Vi synger, slår katten af tønden og efterfølgende får vi boller.
Til påske, er vi altid på jagt efter påskeharen. Vi bygger en rede, hvor vi indtil nu, har været heldige at påskeharen har lagt et lille påskeæg til os.
Blomstens og bedsteforældredag holdes hvert forår. Her byder vi foråret velkommen og sammen med bedsteforældrene planter vi fine sommerblomster, som som børnene/bedsteforældrene har med hjemmefra. Herefter hygger vi os med sange, leg og spisning resten af dagen.
Skt. Hans fejres altid med bål og sange om formiddagen. Forinden har vi lavet hyldeblomstsaft som vi skåler med, og vi har lavet Hekse til vores eget bål.
Sensommerfest afholdes med forskellige emner. Denne fest ligger altid om formiddagen (en lørdag), hvor vi laver noget der kan styrke fællesskabet mellem forældre, børn og institutionen. Vi slutter af med fællesspisning, hvor hver familie har en ret med til en fælles buffet.
I december holder vi julefrokost sammen med børnene. Børnehaveforeningen Humlebien sørger for indkøb og vi forbereder maden sammen med børnene.
Ferie:
Børn har brug for ferie.
Dit barn møder hver dag ind til en ”arbejdsdag” fyldt med udfordringer, læring, leg, grin og glæde, hvilket både er dejligt og hårdt. Dit barn har, ligesom du, brug for muligheden for fuldstændig afkobling, derfor forventer vi at dit barn holder ferie.
Vi gør vores bedste for at flest personaler afvikler ferie i skolernes ferieperioder, for at vi kan være flest mulige på arbejde, når der er mange børn. For at dette er muligt, har vi brug for, at I forældre melder tilbage på Parent ved opslag, så vi kan skabe de bedst mulige rammer og personaledækning.
Derfor skal I altid være ekstra opmærksomme om ferieperioder som påske-, sommer-, efterårs-, vinter- og juleferie.
Skiftetøj:
Vi er en institution der er meget ude hver dag og i alt slag vejr. Derfor er det vigtigt, at I har skiftetøj med, og får I en pose med vådt tøj med hjem, skal der tilsvarende med retur den efterfølgende dag. Det er vigtigt at børnene får tøj med til årstiden, så de er klar til alt slags vejr. Vi har brug for at der er regntøj og gummistøvler med hver dag hele året rundt.
Garderobeplads
Hvert barn har sin egen garderobeplads. Vi støtter op om børnenes selvhjulpenhed og det er derfor vigtigt at børnene har adgang til deres ting i garderoben. Det kan være svært for barnet at finde sin hue, hvis den ligger nederst i tasken under alt skiftetøjet. Det er derfor en god idé hvis barnets overtøj bliver pakket ud og lagt på plads, meget gerne sammen med barnet, så han/hun ved hvor tingene ligger. Det er ligeledes vigtigt at I sidst på dagen får ryddet op på garderobepladsen og sørger for at sko, støvler m.m. ikke står på gulvet da rengøring ellers ikke kan komme til.
Garderobeforholdene ser lidt forskellige ud alt efter om barnet går i vuggestue eller i børnehave.
Vuggestuen: I vuggestuen er garderobepladsen delt op på følgende måde: øverst er et skab, hvori barnets skiftetøj lægges. I midten er der knager, hvor barnets overtøj hænges. Under knagerne er der en hylde til barnets fodtøj. Nederst i garderoben er der en skuffe til huer, handsker og ekstra overtøj.
Børnehaven: I børnehaven er der øverst hylder, hvor der er plads til en kasse eller en taske med barnets skiftetøj og til huer, handsker m.m. I midten er der knager til barnets overtøj. Under knagerne er der en hylde til barnets fodtøj. I børnehaven er der på badeværelset en ekstra knage til hvert barn, hvor der er mulighed for at hænge flyverdragt og regntøj.
Medbragt legetøj
Nogle børn ønsker at medbringe sit eget legetøj i institutionen, hvilket der meget læring i. Nogle danner legerelationer ud fra deres legetøj, børnene lærer at dele legetøjet med deres venner og de lærer at passe på deres ting og få lagt det på plads, så det ikke bliver væk.
Børnehaven: I børnehaven må børnene gerne medbringe eget legetøj. Dette er dog på eget ansvar. Børnene skal selv holde styr på, hvor de lægger det, hvem de låner det ud til og at det ikke går i stykker. Det er en læringsproces for børnene mens de går i børnehave, og det er derfor godt at overveje, hvilket legetøj der kommer med i børnehaven, da det kan ske, at det bliver væk eller går i stykker. Legetøj som bolde, våben eller lignende bruges kun på legepladsen, og skal ligge på barnets garderobeplads, mens barnet er indenfor. Legetøj med lyd kan hurtigt blive et uroligt element på stuerne. Specielt hvis alle 21 børn på den enkelte stue har medbragt et stykke legetøj, der f.eks. kan sige noget, spille en melodi eller køre med udrykning. Vi ser helst at dette legetøj bliver hjemme, ellers forbeholder vi os retten til at slukke for lyden.
Vuggestuen: I vuggestuen frabeder vi os medbragt legetøj, da børnene ikke er i stand til at deles om det på samme måde som børnehavebørnene er. De andre børn er heller ikke i stand til at forstå, at de ikke må bruge det legetøj som en af kammeraterne har medbragt. Børnene i denne alder er meget behovsstyret og deres verden omhandler stadig meget dem selv. De ældste vuggestuebørn begynder denne øvelse i slutningen af deres vuggestueperiode og her bruger vi vuggestuens legetøj til at øve os med, da der ikke knytter sig de samme følelser til det som til deres eget.
Sygdom:
Vi følger sundhedsstyrelsens vejledninger, der siger at barnet skal blive hjemme hvis:
- Det ikke kan lege og deltage i dagligdagen på lige fod med de øvrige børn
- Ved opkast, feber og diarré: Barnet skal have mindst 24 timer uden nogle symptomer før det må sendes i institution igen.
- Vi giver kun medicin, såfremt det ikke er muligt at gøre det derhjemme og medicinen er i original emballage, med lægens anvisning om dosering m.m.
- Vi giver kun håndkøbsmedicin eller lign. der kan købes i håndkøb på apoteket, såfremt der ligger en skriftlig anvisning fra barnets egen læge.
Forsikring:
Det er lovbestemt at det er Jer som forældre der har hæfteansvar for hjemmeboende børns skader op til kr. 7500,-. I skal være opmærksomme på at børn ikke er omfattet af institutionens ulykkesforsikring.
Kostpolitik:
Mange børn er i daginstitution en stor del af dagen og spiser mindst halvdelen af deres daglige måltider her. Sund, mættende og velsmagende mad, samt gode måltidsoplevelser i institutionen har derfor stor betydning for børns sundhed og trivsel. Måltiderne skaber grobund for læring. Med gode rammer omkring måltiderne kan børn udvikle deres spisevaner, praktiske kompetencer og kritiske bevidsthed, og de kan samtidig indgå i et socialt fællesskab med de voksne og hinanden.
Hvad får børn og personale ud af, at børnene har gode og nærende madpakker med i institutionen?
- Dit barn vil opleve færre og mindre konflikter, da han/hun vil have mere overskud i samspillet med de andre børn. Et stabilt blodsukker vil medvirke til at give dit barn gode betingelser under leg.
- Dit barn vil være optimalt modtagelig for den pædagogiske læring/dannelse, som personalet har forberedt og udfører. Derudover giver det personalet de bedste pædagogiske betingelser i forhold til den daglige pædagogik og planlagte aktiviteter.
Pædagogiske overvejelser om madpakkens indhold:
- Overvej hvor mange forskellige slags tilbehør, dit barn skal have med i madpakken. Et for stort udvalg kan gøre madpakken svær at overskue, og kan resultere i en dårligere spiseoplevelse for barnet.
- Undgå flydende madprodukter i madpakken, da dette ikke fremmer sprogets udvikling.
- Lav madpakker der kan spises både udenfor og indenfor.
De ernæringsmæssige overvejelser omkring madpakkens indhold tager udgangspunkt i De officielle Kostråd fra Fødevarestyrelsen, og kan kortfattet opsummeres som følger:
- Spis planterigt – flere grøntsager og frugter
- Spis mad med fuldkorn
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Bemærk at De officielle Kostråd ikke gælder for børn under 2 år. Dette skyldes, at denne aldersgruppe ikke får dækket deres behov, hvis de alene følger disse kostråd, men for børn over 9 måneder kan man med fordel finde inspiration i rådene.
Ved ønske om yderligere information henvises der til følgende:
https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/kost/rigtig-kost-for-smaaboern/
Bemærk: Der er ingen specifikke regler for fødselsdage, men vi opfordrer til at man bruger sund fornuft.